Vedtægter

Vedtægter for Stenløse – Veksø Jagtforening

 

1.0      Navn og hjemsted

  • 1.1      Foreningens navn er Stenløse – Veksø Jagtforening.
  • 1.2     Foreningens hjemsted er Egedal kommune.

 

2.0      Forholdet til Danmarks Jægerforbund

  • 2.1     Foreningen er tilsluttet Danmarks Jægerforbund (DJ), hvis vedtægter er bindende for foreningen og går forud for disse vedtægter.
  • 2.2     DJ hæfter ikke for foreningens forpligtelser.

 

3.0      Formål og opgaver

  • 3.1     Foreningens formål er at samle alle jægere indenfor jagt og jagtrelaterede  områder og fremme disses interesser i tilslutning til dJ’s  formål.

 

4.0      Medlemmer

  • 4.1      Foreningen kan som medlemmer optage enhver 1)uberygtet person.
  • 4.2     Bestyrelsen kan udnævne æresmedlemmer, der er kontingentfri. Foreningen betaler æresmedlemmernes kontingent til DJ.

 

  • 1) Ved "uberygtet", forstås i denne sammenhæng, personer, som ved deres opførsel i tilknytning til jagtklubbens virke, ikke kan skade DJ, foreningen eller klubbens anseelse samt klublivet i al almindelighed.

 

5.0      Ophør

  • 5.1    Udmeldelse skal ske med mindst én måneds skriftlig varsel til udgangen af december.
  • 5.2    Foreningen kan slette et medlem, som er i restance med kontingent, eller nærmere af bestyrelsen fastsatte regler.
  • 5.3    Generalforsamlingen kan ekskludere et medlem i overensstemmelse med DJ’s vedtægter. Eksklusionen skal således, for at få en endelig gyldighed, godkendes af DJ’s hovedbestyrelse.
  • 5.4    Medlemskabets ophør medfører ikke krav på andel i foreningens formue.

 

6.0    Kontingent og hæftelse

  • 6.1     Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat årlig kontingent.
  • 6.2    Bestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om kontingentreduktion for familie-, junior- og seniormedlemmer samt for ekstraordinære medlemmer og i øvrigt træffe nærmere bestemmelse om forfaldstid m.v.
  • 6.3    Medlemmer hæfter ikke for foreningens forpligtelser.

 

7.0      Ordinær generalforsamling

  • 7.1    Generalforsamlingen har den højeste myndighed i alle foreningens anliggender.
  • 7.2    Den ordinære generalforsamling afholdes i årets sidste kvartal. Forslag, der ønskes optaget på dagsorden, skal være foreningen i hænde senest 2 uge før generalforsamlingens afholdelse.
  • 7.3    Indkaldelse af den ordinære generalforsamling med angivelse af dagsorden og indkomne forslag skal ske i DJ’s medlemsblad,eller ved skriftlig indkaldelse til medlemmerne med mindst 4 ugers varsel.
  • 7.3.   Indkomne forslag til vedtagelse på den ordinære generalforsamling fremsendes endvidere skriftligt til hvert enkelt medlem senest 1 uge før generalforsamlingens afholdelse.

 

  • 7.4       Dagsordenen skal omfatte følgende punkter.

                         1.    Valg af dirigent.

                         2.    Aflæggelse af beretning om foreningens virke siden sidste ordinære generalforsamling.

                         3.    Fremlæggelse af det reviderede årsregnskab til godkendelse.

                         4.    Indkomne forslag.

                         5.    Fastlæggelse af kontingent.

                         6.    Valg af Formand

                         7.    Valg af bestyrelsesmedlemmer.

                         8.    Valg af suppleanter.

                         9.    Valg af revisor og revisorsuppleant.

                       10.   Eventuelt.

 

8.0      Ekstraordinær generalforsamling

  • 8.1      Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen, når denne finder det påkrævet, eller når mindst 30 medlemmer skriftlig over for bestyrelsen begærer dette med angivelse af, hvilke sager, der ønskes behandlet.
                       Efter at skriftlig begæring er fremsat over for bestyrelsen, skal bestyrelsen lade afholde ekstraordinær generalforsamling senest 3 uger herefter.
                       Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling med angivelse af dagsorden skal ske skriftlig til medlemmerne med mindst 1 uges varsel.

 

9.0      Afstemninger

  • 9.1    Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer.
  • 9.2    Hvert medlem har én stemme.
  • 9.3    Afstemninger sker skriftligt, hvis dirigenten bestemmer dette, eller hvis mindst 1/3 af fremmødte medlemmer begærer skriftlig afstemning.
  • 9.4    Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
  • 9.5    Beslutninger vedtages ved simpel absolut stemmeflerhed, med mindre andet fremgår af disse vedtægter.
  • 9.6    Ændringer af disse vedtægter kan alene vedtages, når mindst 2/3 af samtlige tilstedeværende medlemmer stemmer derfor.

 

10.0    Bestyrelse

  • 10.1  Bestyrelsen der vælges af og blandt medlemmerne, har den overordnede ledelse af foreningen.
  • 10.2  Bestyrelsen består af minimum 5 medlemmer og maksimum 9 medlemmer.
  • 10.3  Valgperioden er 2 år. Genvalg kan finde sted.
  • 10.4  Bestyrelsen konstituerer sig selv efter generalforsamlingen, dog vælges formanden af generalforsamlingen.
  • 10.5  Bestyrelsen afholder møde efter behov, når formanden eller minimum 40 % af bestyrelsen begærer det.
  • 10.6  Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.
  • 10.7  Hvert medlem af bestyrelsen har én stemme.
  • 10.8  Beslutninger vedtages ved simpel absolut stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens, eller i dennes fravær,      næstformandens stemme afgørende.

 

11.0     Tegningsret

  • 11.1  Foreningen tegnes af bestyrelsen i forening eller af formanden, henholdsvis næstformanden, i forening med et andet bestyrelsesmedlem.
  • 11.2  Meddelelse af fuldmagt til foreningens løbende dispositioner kan af bestyrelsen gives til bestyrelsesmedlemmer eller anden person.

 

12.0    Formue og regnskab

  • 12.1  Foreningens formue skal anbringes i anerkendte pengeinstitutter eller sikre værdipapirer.
  • 12.2  Regnskabsåret er fra 01.10. til 30.09.

 

13.0    Revision

  • 13.1  Revisoren, der vælges af og blandt medlemmerne, jfr. Punkt 7, reviderer regnskabet og påtegner dette. Revisoren har endvidere ret til løbende, at påse, at foreningen administreres hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med de fastsatte retningslinjer.
  • 13.2  Revisoren kan foretage uanmeldt kasseeftersyn.

 

14.0    Sammenslutning

  • 14.1    Generalforsamlingen kan med mindst ¾ af samtlige tilstedeværende medlemmers stemmer på to af hinanden følgende generalforsamlinger, der afholdes med 1 og højst 2måneders mellemrum, vedtage, at foreningen sammenlægges med andre lokalforeninger
             under DJ, således at foreningens aktiver og passiver overtages af den fortsættende, fælles lokalforening.

 

15.0     Opløsning

  • 15.1  Generalforsamlingen kan med mindst ¾ af samtlige tilstedeværende medlemmers stemmer på to af hinanden følgende generalforsamlinger, der afholdes med 1 og højst 2måneders mellemrum, vedtage, at foreningen opløses.
  • 15.2  Foreningens eventuelle formue skal, efter at alle forpligtelser er opfyldt, forvaltes af DJ i indtil 5 år. Stiftes en ny lokalforening under DJ i foreningens område inden for 5-årsperioden, overføres den forvaltede formue til den nye lokalforening. I modsat fald tilfalder formuen efter 5-årsperiodens udløb DJ, som skal anvende den til naturbevarende formål.

 

16.0     Ikrafttræden

  • 16.1  Disse vedtægter, der er vedtaget på generalforsamlingen den 27. november 2008, træder i kræft, når de er godkendt af DJ.

© 2024 - Danmarks Jægerforbund - alle rettigheder forbeholdes

https://www.jaegerforbundet.dk/